Fantastisk, jeg har fundet en forsker, der blogger hver dag! Og han vil gerne stille op til interview, så jeg begiver mig ind til Fredericiagade for at møde Thomas Söderqvist, professor og chef for Medicinsk Museion på Københavns Universitet.
Den personlige drejning
Blogmediet bruges for det meste for at give et individuelt og personligt udtryk, fordi man vil sætte sit eget personlige præg på tingene. Men formelt set er det jo bare en anden måde at organisere et website på, en teknisk løsning med specifikke features som for eksempel den kontinuerlige opdatering. I virkeligheden er det jo et historisk tilfælde, at platformen falder sammen med det individuelle udtryk.
Vores blog Biomedicine on Display, er en kombination af en dagbog og et arkiv. Det er tanker under udvikling, selv den mindste lille gode idé - og et eller andet substantielt tænker man vel hver dag, mens man cykler hjem.
Det personlige består i, at man har en twist på sine indlæg, men uden at skrive om sig selv. Jeg blogger tit om konferencer, nye bøger og udstillinger, call for papers eller andres forskningsprojekter, men altid med en twist: ”Det var interessant, men…”, ”Her mangler en vigtig problemstilling, nemlig..”.
Det svarer lidt til en kronik eller en klumme. Men hvis jeg skriver en kommentar til et fagtidsskrift, tager det lang tid, inden den kommer ud, og det er svært at få respons på den. På bloggen har vi en fornemmelse af, at vi skriver ud til en gruppe mennesker, som er interesserede, og som reagerer med det samme.
Videnskab.dk begår efter min mening den samme fejl som KU, når de vil have folk til at blogge inden for rammerne af en portal; det går imod hele ånden i blogkulturen, der jo netop voksede frem som en måde at skabe sit eget helt personlige udtryk på – ikke mindst via designet.
Community building
Jeg ser ikke vores blog primært som et formidlingsinstrument. Vi blogger primært, fordi det er community opbyggende. Biomedicin on display har i løbet af fire år fået ca. 9000 læsere om måneden lige fra Chile til Korea - men flest fra USA og Danmark. Kernegruppen er museumsfolk, der er interesseret i videnskabelig kommunikation men også videnskabshistorikere og alment intellektuelle mennesker.
Når du poster hver dag, får du høj ranking på Google, det er en slags Matthæuseffekt eller sneboldseffekt, som vi er inde i lige nu. Da jeg var på en faglig konference i Washington sidste år, kom der flere personer hen til mig bagefter og sagde ”er det ikke dig, der skriver på den blog?”. Vi får flere og flere kernelæsere, der abonnerer på RSS-feeds.
Vi har fået mange nye kolleger via bloggen. Jeg har bl.a. lært en medicinsk videograf at kende, som filmer operationsscener, og har en blog om, hvordan man repræsenterer kirurgisk praksis på film. Vi bygger et netværk af folk, der har deres egne personlige eller institutionelle blogprojekter. Det bliver en slags blogring med omkring 10-20 blogs, der er meget relevante for os.
Man kunne sagtens eksperimentere med bloggen som kommunikationskanal og opløse grænserne mellem et tidsskrift og en blog. De fleste tidsskrifter har en meget lang publikationstid, og bloggen vil være særdeles egnet til reviews, hvor man kunne diskutere med forfatteren.
