Weekendavisen (WA) tilegner d. 19.-27. marts en forsideartikel om Internetleksikonet Leksikon.org. Det er åbenbart gået op for WA, at Leksikon.org er venstreorienteret og dermed så absolut ikke et ’objektivt’ opslagsværk. Som om dette ikke var nok, så har WA også fundet ud af, at flere danske offentlige myndigheder og institutioner tilmed bruger og anbefaler leksikon.org. Verden er af lave!

Der er ikke mange leksika, der er eksplicitte om deres formning og vinkling af opslag, hvilket gør, at man som bruger står i fare for at stirre sig blind på indholdet; jf Marshall McLuhan’s ’the medium is the message’. At Leksikon.org er et leksikon med et eksplicit venstreorienteret perspektiv burde tjene til dets ros. Det er en ekstrem nyttig oplysning at have som bruger af Leksikon.org., idet en sådan oplysning jo netop burde appellere til brugerens kritiske bevidsthed; både til at være kritisk overfor Leksikon.org, men også til at være kritisk overfor andre opslagsværker.

Om sig selv skriver leksikonet sådan: ”Leksikonet er ikke neutralt, for neutraliteten findes ikke. I stedet søger det at komme med forskellige bud og fortolkninger på de begreber, der behandles. Læseren får ikke præsenteret én forklaring men flere. I den forstand er det udogmatisk, og deraf leksikonets motto: Tvivl på alt.” (http://leksikon.org/art.php?n=3891&t=514). Man kan naturligvis diskutere om læseren vitterlig får præsenteret flere forklaringer. Men leksikonets motto ”Tvivl på alt” er jo et rigtigt godt udgangspunkt at have, når man benytter (trykte og digitale) opslagsværker og f.eks. også søgemaskiner. Og hvis Leksikon.org tilmed også bliver brugt i både folkeskole og gymnasiet, så burde mottoet i den grad være et godt læringsteoretisk udgangspunkt.

Artiklen om Rote Armee Fraktion (RAF) er måske nok noget ukritisk. Men hvis verden vitterlig ser sådan ud fra et venstreorienteret synspunkt, så må man tage stilling derfra. Man skal ikke på dogmatisk vis eksludere synspunktet, men eksludere ved hjælp af argumentation.

Ligesom vi sætter kulturen, samfundet og historien i kritisk belysning og stiller spørgsmålstegn ved dem, sådan skal vi lære at se digitale opslagsværker og andre vidensmedier på Internettet som samfundsmæssige og kulturelle størrelser. WA’s omtale af Leksikon.org er derfor problematisk, fordi megen af artiklens argument ser ud til at forudsætte, at leksika er neutrale størrelser, men hvorfor skulle de være det? De er for vigtige til at blive betragtet som blot ’leverandører’ af viden, oplysning og kultur. De er skabt af og for mennesker. Derfor er de kulturelt, historisk og ideologisk formet.

Men WA’s omtale er også vigtig, fordi den sætter digitale vidensmedier på en sjælden offentlig dagsorden. Det er vigtigt at sætte søgemaskinernes, leksika og databasernes kulturelle form i offentlighedens søgelys. Kun ved at skabe en offentlighed omkring et fænomen, får man mulighed for at skabe en bevidsthed om fænomenet og dets virkemåde og konsekvenser. Det vil være til gavn for folk både i deres hverdag og som professionelle brugere af nettet. Argumentet er enkelt: Søgemaskiner, leksika og tilsvarende vidensmedier spiller en større og vigtigere rolle i vores liv. Derfor er de for vigtige som sociale og kulturelle fænomener til at unddrage sig offentlig analyse og debat. Dette er lige præcis, hvad jeg efterlyste i en kronik i Berlingske Tidende i august 2007 (http://www.berlingske.dk/article/20070826/dineord/108261086/) med begrebet videnskritik! 

Jeg er del af en forskergruppe på Biblioteksskolen, der har fået bevilliget kr. 500.000 til et projekt om digital formidling af kulturarven (se: http://www.db.dk/nyheder/insight/artikel/default.asp?cid=3799).

Projektet skal munde ud i en antologi med udgivelse efteråret 2008. Jeg er både med i redaktionen og bidragyder til antologien. Min foreløbige arbejdstitel på mit bidrag er “Digitalisering som fortolkning af kulturarv”. Jeg arbejder p.t. med at anlægge en medieteoretisk vinkel på emnet. Dén medieteoretiske tradition, jeg påtænker at inddrage, er den, der er udviklet under navnet ‘The Toronto School’ eller ‘Medium theory’ (Havelock, McLuhan, Innis, Goody, Meyrowitz m.fl.).

Den gennemgående tese for denne medieteori er, at et medie har givne karakteristika og disse udgør så rammerne for kommunikation i samfundet. Dette betyder så, at ændringer i det enkelte medie, eller i mediebilledet som helhed, betyder ændringer i kommunikations- og samfundsstrukturer. Man er på denne led interesseret i at beskrive og analysere et konkret medie og samtidig se på, hvilke ændringer der sker i mediebilledet ved indtrædelsen af et nyt medie. I Danmark er specielt Niels Ole Finnemann eksponent for denne medieteoretiske tradition (se Finnemanns bog ‘Internettet i mediehistorisk perspektiv’: http://www.forlagetsl.dk/Visning-af-titel.242.0.html?&cHash=2aca16d773&ean=9788759311257).

Med udgangspunkt i denne medieteori overvejer jeg p.t., hvordan man kan beskrive, hvad der sker med opfattelsen af begrebet/aktiviteten ‘kulturarvsformidling’, når denne foregår igennem et konkret medie (computeren) til forskel fra f.eks. det fysiske museum.

Sådan ser mine projekttanker ud p.t. Ét spørgsmål der naturligvis skal afklares, er, om den valgte medieteori er velegnet til besvarelsen af ovennævnte spørgsmål.

Internettet er blevet et centralt vidensmedie for det moderne menneske. Jeg mener, vi har behov for en videnskritik, der belyser og diskuterer de systemer og medier på Internettet, der strukturerer, lagrer og giver adgang til viden, oplysning og kultur, fordi disse medier og systemer betyder en masse i menneskers hverdag og professionelle liv.

Men vi mangler at få udviklet en måde at tale og skrive om de nye vidensmediers roller og funktioner i kultur og samfund. Vi har ikke en videnskritik, som vi f.eks. har en kultur- eller samfundskritik, der sætter fokus på disse systemer og medier og hvad de gør og ikke gør for os som brugere og skabere af viden, oplysning og kultur.

Med videnskritik mener jeg således, at man skal stille skarpt på de digitale vidensmedier (såsom søgemaskiner, databaser og opslagsværker), der på mange leder og kanter indgår som en naturlig del af menneskers tilegnelse af viden. Denne aktivitet sker i stigende omfang gennem Internettets og dets vidensmedier.

Videnskritikken skal bidrage til at afmystificere nye vidensmedier. De skal ikke behandles og forstås som blot neutrale tekniske værktøjer, som man uden videre kan tage i brug. Videnskritikken skal tage udgangspunkt i, hvad de nye vidensmedier gør ved folks liv. Ligesom bøger og trykte og elektroniske medier er blevet forstået som en del af kulturen og samfundet, skal også de digitale netværk, databaser og søgemaskiner forstås.

Biblioteks- og informationsvidenskab ligger inde med alt det potentiale, der skal til  for at udvikle en videnskritik. Vi har måske bare ikke været så godt til at dyrke en offentlighed omkring fænomenet. Det mener jeg, vi skal til at gøre - både for at udvikle biblioteks- og informationsvidenskab som forskningsdisciplin, men også for at sætte biblioteks- og informationsvidenskab på det nationale forskningslandkort. Esben Fjord udtrykker det meget fint i sin blog: “Når man i dagens debat om bibliotekernes betydning i fremtiden, snakker om bibliotekarernes fremtidige kompetencer, er det helt åbenlyst at begreber som videnskritik og vidensmedier bliver vigtige discipliner, hvor bibliotekerne kan gøre en forskel og bidrage til et generelt løft i fremtiden” (http://www.esbenfjord.dk/?p=1198). Jeg er naturligvis helt enig heri. Heldigvis er Biblioteksskolen inde i en proces, hvor både forskning og uddannelse omstruktureres og hvor digitale medier kommer til at fylde mere (sandsynligvis).

Kronik om emnet trykt i Berlingske Tidende d. 26. august, 2007 findes her: http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=933142

Jeg bidrager med kapitlet ‘The Collection and Organization of Written Knowledge’ til bogen Handbook of Research on Writing: History, Society, School, Individual, Text redigeret af Charles Bazerman og udgivet af Taylor & Francis. Bogen består af 37 kapitler fordelt på 790 sider. Mange af bidragyderne kommer fra de amerikanske forskningsmiljøer i retorik og skrivepædagogik. Mit eget kapitel er en historisk redegørelse for udviklingen af forskellige typer af medier, genrer og institutioner sådan som disse har praktiseret indsamling og organisering af viden. Jeg forsøger at indkredse den dialektik, der er mellem forskellige typer af skrivevirksomhed og de forskellige typer af tekstbaserede og institutionsbaserede virksomheder, som f.eks. bibliografier og biblioteker, der indsamler og organiserer den skrevne viden. På denne led bidrager mit kapitel med et perspektiv på skriveforskning, der omhandler de materielle vilkår for skrivevirksomhed historisk såvel som aktuelt. Herigennem vises det, at skrivevirksomhed er mere end blot at skrive tekster (dvs. produktion af tekster), men at denne også indbefatter praksisser, der regulerer skrivevirksomhed.

Link til forlagets omtale af bogen: www.taylorandfrancis.co.uk/