Jeg er del af en forskergruppe på Biblioteksskolen, der har fået bevilliget kr. 500.000 til et projekt om digital formidling af kulturarven (se: http://www.db.dk/nyheder/insight/artikel/default.asp?cid=3799).
Projektet skal munde ud i en antologi med udgivelse efteråret 2008. Jeg er både med i redaktionen og bidragyder til antologien. Min foreløbige arbejdstitel på mit bidrag er “Digitalisering som fortolkning af kulturarv”. Jeg arbejder p.t. med at anlægge en medieteoretisk vinkel på emnet. Dén medieteoretiske tradition, jeg påtænker at inddrage, er den, der er udviklet under navnet ‘The Toronto School’ eller ‘Medium theory’ (Havelock, McLuhan, Innis, Goody, Meyrowitz m.fl.).
Den gennemgående tese for denne medieteori er, at et medie har givne karakteristika og disse udgør så rammerne for kommunikation i samfundet. Dette betyder så, at ændringer i det enkelte medie, eller i mediebilledet som helhed, betyder ændringer i kommunikations- og samfundsstrukturer. Man er på denne led interesseret i at beskrive og analysere et konkret medie og samtidig se på, hvilke ændringer der sker i mediebilledet ved indtrædelsen af et nyt medie. I Danmark er specielt Niels Ole Finnemann eksponent for denne medieteoretiske tradition (se Finnemanns bog ‘Internettet i mediehistorisk perspektiv’: http://www.forlagetsl.dk/Visning-af-titel.242.0.html?&cHash=2aca16d773&ean=9788759311257).
Med udgangspunkt i denne medieteori overvejer jeg p.t., hvordan man kan beskrive, hvad der sker med opfattelsen af begrebet/aktiviteten ‘kulturarvsformidling’, når denne foregår igennem et konkret medie (computeren) til forskel fra f.eks. det fysiske museum.
Sådan ser mine projekttanker ud p.t. Ét spørgsmål der naturligvis skal afklares, er, om den valgte medieteori er velegnet til besvarelsen af ovennævnte spørgsmål.